Dødsfald
Præsten kan kontaktes før et dødsfald og kommer gerne på besøg i hjemmet eller på sygehuset.
Når en person dør, skal de pårørende anmelde begravelse eller ligbrænding til begravelsesmyndigheden, det vil sige præsten eller kirkekontoret i det pastorat, hvor den afdøde havde bopæl.
Dødsfaldet skal meddeles senest 2 hverdage efter, at døden er indtruffet.
Begravelse eller ligbrænding skal normalt ske senest 8 dage efter dødsfaldet (dødsdagen medregnet).
De pårørende skal tage stilling til, om den afdøde skal begraves eller brændes, hvor det skal foregå, og om en præst skal medvirke.
Begravelsesmyndigheden underretter Skifteretten og sørger for, at dødsfaldet registreres i Folkeregisteret.
Udsyngning fra hjemmet
Præsten kan kontaktes, hvis der ønskes udsyngning med bistand fra en præst.
Udsyngning foregår, når døden er indtruffet i hjemmet eller på plejehjem, og kisten skal sættes i kapel før begravelsen eller bisættelsen. Man samles i hjemmet omkring kisten, hvor der er pyntet med lys og blomster. Der synges og bedes, kisten bæres ud og køres til kirkens kapel, hvor kisten sættes ind.