Dåb
De fleste bliver døbt mens de er spædbørn, men man kan blive døbt i alle aldre. Nogle bliver døbt som voksne, og andre lige før deres konfirmation.
Barnedåb
Hvis man ønsker sit barn døbt, skal man kontakte præsten, der hvor man ønsker, at dåben skal være, og man aftaler tidspunkt for dåb og dåbssamtale, som for det meste foregår i hjemmet.
Ved dåbssamtalen gennemgår præsten dåbsritualet, og der kan stilles spørgsmål om f.eks. dåben og dens betydning.
Hvis barnedåben sker senest 6 måneder efter barnets fødsel, så bliver barnets navn registreretaf kirkekontoret.
Hvis dåben først skal ske, efter at barnet er blevet 6 måneder, så skal forældrene forinden indgive anmeldelse af navnet via Borger.dk
Navneloven kan ses her
Faddere
Der bør være mindst to og højst fem faddere ved barnedåben. Gudmoderen eller gudfaderen er den, der bærer barnet til dåben og er oftest én af fadderne.
Faddernes navne og adresser skal oplyses til præsten eller til kirkekontoret forud for barnedåben.
En fadder skal selv være døbt med den kristne dåb, i folkekirken eller i et andet kristent trossamfund, og behøver ikke at være medlem af folkekirken.
Faddere kan være familiemedlemmer eller venner. De fleste oplever det som en stor ære og tillidserklæring at være fadder. Det mest almindelige er at vælge faddere, som man har tillid til, og som vil være en del af barnets liv i mange år.
Minimumsalderen for en fadder er 13-14 år. Den præst, som skal døbe barnet, har dog mulighed for at vurdere, om en helt ung fadder skønnes at være tilstrækkelig moden til at stå fadder.
Der er ingen juridiske rettigheder eller pligter forbundet med at være fadder.
Dåb af større børn
Der er ikke krav til større børn, om at de skal gennemgå en oplæring i kristendom, før de kan blive døbt.
Selvom man ikke er døbt, er det muligt at deltage i konfirmationsforberedelsen på lige fod med de
konfirmander, der er blevet døbt, mens de var små. Dåben af børn, der har deltaget i konfirmationsforberedelse, sker ofte på et tidspunkt kort før konfirmationen, da konfirmationen netop bekræfter dåben.
Dåb af unge i alderen 15-17 år forudsætter, at ikke alene forældrene, men også den unge selv ønsker at blive døbt.
Ved dåb af større børn bør der, ligesom ved dåb af spædbørn, være mellem 2 og 5 faddere.
Dåb af voksne
Den voksne, der ønsker at blive døbt, kan kontakte en præst.
Som forberedelse til dåben mødes præsten og den voksne for at tale dåben igennem og for at aftale den forberedende dåbsundervisning. Der kan være mange grunde til, at man som voksen ønsker at blive døbt, og der er stor forskel på hvilket kendskab, man i forvejen har til kristendom. Derfor aftaler præsten og den voksne karakteren af den forberedende dåbsundervisning ud fra individuelle ønsker og forudsætninger.
Ved en voksendåb er der ikke faddere, men to dåbsvidner, som kan være fortrolige venner eller familiemedlemmer, som også i andre situationer er den døbtes nære samtalepartnere. Den voksne kan bede præsten hjælpe med at finde dåbsvidner.
Hjemmedåb, nøddåb, fremstilling i kirken
Et barn kan blive hjemmedøbt, hvis det er sygt eller i livsfare.
Hvis et barn er alvorligt sygt eller i livsfare efter fødslen, og forældrene ønsker dåb, kommer præsten til hjemmet eller sygehuset og foretager en såkaldt hjemmedåb. Hvis barnet er indlagt, kan sygehusets personale hjælpe med at tilkalde en præst. Mange sygehuse har tilknyttet hospitalspræster.
Præsten døber barnet med det samme ritual, som bruges i kirken. Skal det gå hurtigt, kan dåben forkortes til de centrale led: Korstegning, trosbekendelse med tilspørgsel, dåbshandling og fadervor.
Hvis præsten ikke kan nå frem, kan en af de tilstedeværende døbe barnet. Dette kaldes nøddåb.
Dåb uden præstens medvirken skal snarest efter meddeles til præsten.
Sådan foregår nøddåb
Den, som døber siger:
Herre Jesus, tag i nåde mod dette barn!
Der øses vand tre gang på barnets hoved, mens man siger:
N.N. Jeg døber dig i faderens og Sønnens og Helligåndens navn.
Amen
Man lægger hånden på barnets hoved og beder:
Den almægtige Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader,
som nu har genfødt dig ved vand og Helligånden
og skænket dig syndernes forladelse,
han styrke dig med sin nåde til det evige liv!
Han bevare din udgang og indgang
fra nu og til evig tid!
Amen
Derefter bedes Fadervor og sluttes med hilsnen:
Fred være med jer!
Fremstilling i kirken
Hvis barnet får det bedre, markeres barnets dåb senere med en fremstilling i kirken, som er ritualet for hjemmedøbte eller nøddøbte børn. Fremstillingen forløber næsten som dåben, dog med den væsentlige forskel, at der svares ja til spørgsmålet: ”Er barnet hjemmedøbt?” I stedet for at døbe, bekendtgør præsten, at barnet allerede er døbt med den kristne dåb.